MASH – Modern American Steak House
MASH – Modern American Steak House

Pressemeddelelse: MASH åbner i Odense

Pressemeddelelse: MASH åbner i Odense

Det danske steakhouse MASH med restauranter i København, Aarhus, Hamborg og London har udset sig Odense som næste mål. ”Odense kan blive det nye Aarhus, som alle restaurant brands flokkes om”, lyder det fra ejerne, som forventer, at restauranten i Odense bliver den sidste MASH i Danmark. Derefter vil der kun være fokus på ekspansion i udlandet.

Med otte velbesøgte restauranter har steakhouse brandet MASH markeret sig i ind- og udland som en restaurantkæde i international topklasse. Nu har MASH kastet sin kærlighed mod Odense, hvor ejerne i Copenhagen Concepts har planer om at åbne den 8. december. Den niende MASH restaurant får adresse på Bryggegården, Vestergade 11 og får plads til 110 spisende gæster, en flot selskabsafdeling samt en stor og ambitiøs bar.

"Vi glæder os utroligt meget til at åbne i Odense. Vi har gennem længere tid ledt efter de perfekte lokaler på den rette adresse, og det er nu lykkedes," forklarer Jesper Boelskifte, CEO i Copenhagen Concepts – selskabet bag MASH restauranterne samt Restaurant UMAMI og Le Sommelier i København. 

Det er Barfoed Group, der er udlejer af lokalerne, og de to parter er allerede nu gået i gang med at gøre lokalerne klar til åbningen i december. 

Odense kan blive det nye Aarhus
I 2010 åbnede MASH en restaurant i Aarhus som den første uden for København. Den aarhusianske filial er siden blevet én af de mest populære i MASH-familien, der foruden København og Aarhus tæller afdelinger i Københavns Lufthavn, Rungsted, Klampenborg, London og Hamborg. Ligesom MASH var tidligt ude med en restaurant i Aarhus, ser partnerne i Copenhagen Concepts på samme måde en åbning i Odense som en mulighed for at komme ’tidligt ind’ i en stor dansk by, hvor restaurantscenen blomstrer op. 

"Da vi åbnede i Aarhus, var der ikke den store opmærksomhed omkring Aarhus som restaurantby. Siden har byen fået Michelinstjerner, og nu vil alle restaurant brands ind i Aarhus. Vi ser et stort potentiale i Odense, og vi glæder os til at blive en del af byens gastronomiske udvikling", siger Mikkel Glahn, Partner & Marketing Manager i Copenhagen Concepts. 

"Vores fokus på høj kvalitet i mad, vin, interiør og service betyder, at vores priser ligger i den høje ende i udvalget af restauranter. Derfor kan en MASH restaurant ikke ligge hvor som helst, og derfor bliver vores restaurant i Odense sandsynligvis også den sidste MASH i Danmark. Herefter vil vi have fuld fokus på vores internationale ekspansion, bl.a. i Tyskland, hvor vi ser et kæmpe potentiale", siger Mikkel Glahn. 

Om MASH

  • Steakhouse brand med i alt otte restauranter i København, CPH Lufthavn, Aarhus, London og Hamborg
  • Ejet af selskabet Copenhagen Concepts, der også står bag Restaurant Umami og Le Sommerlier i København
  • Moderne amerikansk steakhouse med et stort udvalg af kød og udskæringer fra kødkvæg fra USA, Uruguay, Australien, Tyskland, Japan og Danmark. Gæster vil bl.a. kunne se frem til at smage det sagnomspundne kobekød, som går for at være verdens bedste pga. sin høje kvalitet og særlige fedtmarmorering, og som MASH er verdens største importør af
  • Omfattende internationalt vinkort og ambitiøs og velassorteret bar
  • MASH har vundet flere priser, bl.a. blev kædens engelske restaurant kåret som Londons bedste ved London Lifestyle Awards 2013. Siden da har MASH årligt været nomineret til Londons bedste restaurant
Tatar korrekt

Ny menu på MASH

Nej, det er ikke en aprilsnar. I dag skifter menuen på MASH i Danmark og vi har lækre nye forretter, sides og desserter du kan nyde i solen.

Læs mere